Historie

Foreningens historie går tilbage til begyndelsen af det forrige århundrede. I 1905 stiftedes ”Foreningen til Hjælp for ulykkeligt stillede Mødre” og året efter stiftedes ”Foreningen til Hjælp for enligtstillede, nødlidende Kvinder med Børn”. Disse to foreninger virkede inden for samme område, og den 1. januar 1924 blev de to private foreninger sammenlagt under navnet ”Mødrehjælpen”.

For private midler ydede man personlig, social, juridisk og økonomisk bistand til vanskeligt stillede gravide kvinder og enlige mødre. Foreningen fortsatte som en privat filantropisk organisation, som både tog sig af hjælpearbejdet på det sociale og juridiske område og fortsatte den økonomiske støtte til enlige mødre og børn.

I årene skete der en udvikling og professionalisering af arbejdet med enlige mødre, og nye initiativer blev taget, da der var et stort behov for støtte til målgruppen og for at forbedre børns opvækstforhold. Med loven i 15. marts 1939 blev Mødrehjælpen en selvstændig statslig landsdækkende, og blev yderligere involveret i bl.a. faderskabssager og bortadoption. Ændringen understregede samfundets forpligtelse, og Mødrehjælpen blev et tilbud til hele befolkningen, både gifte som ugifte, Hermed markeredes, at det arbejde, som hidtil var blevet udført af privat vej, var af en stor samfundsmæssig betydning.

Det private initiativ blev fastholdt i samarbejde med det offentlige, idet den private forening på ingen måde blev overflødiggjort, idet Mødrehjælpen var afhængig af støtte fra private foreninger. Jurist Vera Skalts, der var kontorchef for Mødrehjælpens Københavnerafdeling og senere direktør for Mødrehjælpen, samt den første rektor for socialrådgiveruddannelsen. Hun var samtidig aktiv i Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, der var resterne af den private Mødrehjælp fra 1924. Da navnet ”Mødrehjælpen” benyttedes som betegnelse for de nye mødrehjælpsinstitutioner, fandt Foreningen det formålstjeneligt at fortsætte sit virke, men at ændre sit navn til ”Foreningen til Støtte for Mødre og Børn”.

Under dette navn videreførte Foreningen med sin legatkapital og for sine private indtægter de opgaver, som fortsat kun kunne udføres for private midler. Den nære tilknytning til Mødrehjælpen blev bevaret, og kom særligt til udtryk i, at mange af de som var aktive i bestyrelsen i den københavnske afdeling, ligeledes sad i bestyrelse for Foreningen.

Med Bistandslovens ikrafttræden d. 1. april 1976 blev Mødrehjælpen nedlagt. Alle Mødrehjælpens aktiviteter blev overført til socialforvaltningerne i kommuner og amter, men den økonomiske støtteaktivitet, som frem til Bistandslovens ikrafttrædelse havde været en del af Mødrehjælpens aktivitet og dermed en del af samarbejdet imellem Foreningen til Støtte for Mødre og Børn og Mødrehjælpen ville ikke blive overtaget, og var nu i en vanskelig situation med hensyn til den fremtidige ledelse og administration.

Når det lykkedes at videreføre denne del af ”Foreningen til Støtte for Mødre og Børn”, skyldes det ikke mindst Mødrehjælpens mangeårige bestyrelsesformand, overlæge i Sundhedsstyrelsen Eigil Juel Henningsen. Han havde ligeledes i en årrække været bestyrelsesmedlem i Det Danske Rengøringsselskab/ISS og medvirkede nu til at chefer fra ISS med koncernchef Poul Andreassen i spidsen gik ind i bestyrelsen for at videreføre Foreningen.

Mødrehjælpens afgåede direktør Vera Skalts indtrådte i Foreningen som næstformand, og prægede herigennem foreningens videre arbejde indtil sin død d. 3. april 1990.

Mødrehjælpens ejendom Egmontgården, som indeholdt lejligheder til enlige mødre blev overdraget til Københavns Kommune i 1978 gr. nedlæggelse af Mødrehjælpen, idet dog en enkelt lejlighed blev stillet til rådighed som fremtidigt kontor for Foreningen.

Det viste sig hurtigt, at nedlæggelsen af Mødrehjælpen medførte en forringelse af hjælpemulighederne – både økonomisk og rådgivningsmæssigt – for en stor gruppe af gravide, enlige forsørgere og familier med børn. Den specialviden og forståelse omkring de specielle udfordringer, der kan opstå hos gravide og enlige forsørgere, som man havde i den nedlagte Mødrehjælp, viste sig svært at videreføre i det enstrengede system i kommunerne.

Dengang i 1905 som i dag må Foreningen erkende, at den sociale lovgivning ikke giver tilstrækkelig mulighed for støtte, eller forståelsen for den enlige forsørgers særlige situation ikke er til stede. Vi må derfor fortsat konstatere, at manglende uddannelse eller arbejde, usikre fremtidsplaner gr. bl.a. sygdom, dårlige eller dyre boligforhold, anstrengt økonomi, ringe netværk, isolation skaber svære udfordringer i dagligdagen og kan skabe utrygge opvækstforhold for barnet og dermed ikke rammerne for et godt børneliv.

Det er derfor med stor glæde at Foreningen gennem årene har mødt stor forståelse for Foreningens arbejde gennem donationer fra mange trofaste virksomheder, fonde og privatpersoner, hvilket er en meget værdifuld støtte for Foreningen.

Foreningen har ligeledes igennem årene i sit daglige virke et godt samarbejde med institutioner og personer, som bl. a. medvirker til at vi får kontakt med mødre, som har behov for hjælp. Og det glæder os, når vi kan se hvordan en lille håndsrækning til en enlig mor kan gøre en forskel i en trængt hverdag, hvilket mange takkebreve fra ansøgerne også vidner om.

 

Kilder:

  • Tidligere bestyrelsesmedlem Ulf Søgaards erindringer.
  • Beretning 1 April 1950 til 31.Marts 1953, samt efterfølgende årsberetninger fra Foreningen.
  • Kvinfo – Vera Skalts.